Biblio Bio 19
Lunana ligger i den fjerneste dal i det bhutanske Himalaya – otte dagvandringer fra nærmeste by og uden elektricitet, internet og hvad en moderne bybo ellers måtte have brug for. Og en sådan en er Ugyen, der bor i Bhutans hovedstad Thimphu, men egentlig drømmer om at flytte til Australien og gøre karriere som musiker. Desværre har hans chef lagt helt andre planer for ham. Som sidste led i læreruddannelsen udstationeres han i Lunana.
Manglen på moderne bekvemmeligheder giver Ugyen abstinenser, men de mennesker, han møder, viser sig hurtigt at kunne opveje alle afsavn.
Bhutan er kendt for at have afløst brutto-national-produktet med en slags brutto-lykke-index, og det smitter – især i disse tider. Udover sin opløftende historie og et højst charmerende persongalleri (inklusive en yakokse), så er filmens bjergtagende landskaber nok til at sende én i godt humør.
Ikke sært, at filmen modtog en Oscar nominering tidligere i år for Bedste internationale film.
Instruktør Pawo Choyning Dorji
Bhutan 2019
Spilletid ca. 100 minutter
Biblio Bio 19 vises kl. 19.00 den første torsdag i måneden. Repertoiret er kunstneriske film, film fra eksotiske filmlande, nye såvel som gamle klassikere og film der ikke tidligere har været vist i den lokale biograf.
Husk tilmelding - også at melde dig fra, hvis du bliver forhindret.
Vi glæder os til at se dig.