Forfatterforedrag: Jesper Stein
Efter seks anmelderroste krimier er Jesper Stein aktuel med romanen Rampen om sine forældre og deres skilsmisse og om at stå ung og fortumlet i det kølvand af svigt og alkoholmisbrug, som bruddet trækker efter sig. Rampen er fortalt og sat i scene af den voksne forfatter, der gennem livet har gjort sig sine egne erfaringer med at svigte, blive skilt og drikke sig væk fra det smertefulde i livet. Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortidens svigt og finde fred med forældrene og med sig selv.
Jesper Stein er født 1965 i Aarhus. Han er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet som kriminalreporter og litteraturjournalist. Han debuterede som forfatter i 2012 og har skrevet i alt seks krimier om Axel Steen. Han vandt De Gyldne Laurbær i 2015 og Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi i 2019.
Arrangementet koster 50 kroner og kræver tilmelding. For medlemmer af Biblioteksklubben er prisen 30 kroner.