Unhooking the moon
Mød Marie Claire og Robert DeBillier – bedre kendt som Bob og hans søster The Rat. Efter en familietragedie, beslutter de to børn at finde deres ukendte onkel bosat i New York. Problemet er bare at de bor i Winnipeg, Canada. Og på den måde starter en morsom, spændende og hjerteskærende rejse for de to børn gennem Canada og USA.
Det er en tur, der byder på gode og dårlige oplevelser, venskaber med svindlere og kendte rappere med hjertet på rette sted. Men at finde deres onkel er ikke nogen let opgave når det eneste de har at gå efter er et 10 år gammelt billede og et navn.
Gennem bogen lærer vi The Rat at kende som en sær 10 årige pige, der ikke helt hører til i denne verden. Hun er en fantastisk pige fuld af mod og fantasi. Bob er den mere jordbundne type, men han er der altid for hende – uanset hvor skør hun er.
Og slutningen…Det var tæt på at jeg brød sammen! Sådan skal bøger ikke ende! Det er en af de bedste bøger jeg længe har læst, så hvis du har mod på en fantastisk ungdomsbog på engelsk så er her mit bedste bud.