Anna og Det Franske Kys
Anna og Det Franske Kys

Anna og Det Franske Kys

01.06.15
Er du vild med at læse om kærlighed og lykkelige slutninger? Så er Anna og Det Franske Kys af Stephanie Perkins lige noget for dig. Det er nemlig en rigtig romantisk, varm og oprigtig ungdomsroman om at finde kærligheden i byernes by, Paris.

Anbefalet af Katrine Jørgensen

Er du vild med at læse om kærlighed og lykkelige slutninger? Så er Anna og Det Franske Kys af Stephanie Perkins lige noget for dig. Det er nemlig en rigtig romantisk, varm og oprigtig ungdomsroman om at finde kærligheden i byernes by, Paris.

Bogens hovedperson Anna bliver af hendes far tvunget til at studere et år i Paris. For de fleste lyder det som en drøm, men ikke for Anna. Hun har et godt liv i Atlanta i USA, hvor hun bor sammen med hendes lillebror og mor. Dem har hun slet ikke lyst til at forlade. Det samme gælder hendes bedste veninde Bridge, og Toph, den lækre fyr, som arbejder i biografen, og som hun lige er begyndt at date. Og så kan hun ikke et ord fransk! Men flytte det må hun. Anna starter på den amerikanske skole i Paris, hvor hun hurtigt får nye venner. Især bliver hun gode venner med den charmerende, flotte og søde Etienne St. Clair. Problemet er bare, at han allerede har en kæreste, og Anna havde jo også noget kørende med Toph hjemme i Atlanta. Så mon Anna når at få sit franske kys inden skoleåret er omme?

Ud over at Anna og Det Franske Kys er en kærlighedshistorie fyldt med humor, romantik og hjertevarme, så er det også en utrolig stemningsfyldt bog. Jeg havde det næsten som om jeg selv gik rundt i Latinerkvarteret, sad på trapperne til Parthenon eller nød udsigten oppe fra Notre Dame. Stephanie Perkins formår at gøre karaktererne ægte og indtagende, stemningen atmosfærisk og sproget indlevende. Jeg nød at drømme mig til Paris, og jeg var med hele vejen sammen med Anna, hvor hun lærer at stå på egne ben og navigere rundt i den til tider forvirrende kærlighed. Anna og Det Franske Kys er en virkelig sød bog, der ramte mig lige i hjertet, og jeg glæder mig allerede til at læse flere af Stephanie Perkins’ bøger.

Anna og Det Franske Kys er blevet rost til skyerne af forfattere som John Green (En Flænge i Himlen og Paper Towns), Rainbow Rowell (Fangirl og Eleanor og Park), og Cassandra Clare (Dødens Instrumenter-serien). Bogen kan lånes på Slagelse Bibliotekerne.