Biblio Bio
Vi må desværre ikke annoncere med filmens titel udenfor biblioteket, men den kan måske gættes på nedenstående teaser, der kommer på hjemmesiden ca. 7 dage før filmen vises – og hvis ikke, så oplyses titlen på biblioteket.
Arrangementet er gratis - men husk tilmelding.
Teaser:
Forbudt i Rusland. En sort komedie om en diktators død.
Året er 1953, og Josef Stalin synes at være i fin form. I hvert fald terroriserer han alle omkring sig, udsteder dødsdomme og bortvisninger til højre og venstre og forventer utvetydig loyalitet af sit trofaste entourage bestående af rygklappende lakajer som Nikita Khrusjtjov, Georgij Malenkov, Lavrentij Beria og Vjatjeslav Molotov. Men en dag dør despoten uden varsel, og så begynder et forrygende rænkespil i kulisserne. For alle vil have en bid af magtkagen, men ingen aner, hvad de skal gøre med den. Resultatet er en morsom fremstilling af en korrupt regering og uduelige ledere, der meget let kan opfattes som en skræmmende præcis metafor for den politiske virkelighed i dag. Ikke uden grund har flere internationale kritikere trukket sammenligninger med Kubricks lige så vanvittige ’Dr. Strangelove’.
Filmen er bygget over en tegneserie af Fabien Nury og Thierry Robin. En tegneserie der kan lånes på Slagelse Bibliotekerne.
Få dage før den russiske filmpremiere trak det russiske kulturministerium tilladelsen til at vise filmen i landets biografer tilbage. Begrundelsen lød bl.a. på ”… er lavet for at sprede had og fjendskab, krænker det russiske folks værdighed og fremmer etnisk og socialt mindreværd.” (ifølge nyhedsbreau Tass)
Skotske instruktør Armando Iannucci er de levende billeders konge af politisk satire. Med den vanvittigt morsomme Oscar-nominerede ’In the Loop’ (2009) og de spiddende tv-serier ’Højt spin’ (2009-2014) og ’Veep’ (2012-2017) er Iannucci garant for iskold og vanvittig morsom hudfletning af de politiske systemer.
Instruktør Armando Iannucci, Storbritannien, 2017. Spilletid ca. 105 minutter.
Film derhjemme
Kan du ikke vente til det bliver tid til at se film på bibliotekerne, så er der altid mulighed for at streame film via Filmstriben og bibliotekerne har også mange film til udlån.