De Dødes Nat viser en tidlig Guillermo del Toro film
Kom med ind i filmmørket når De Dødes Nat viser en gyserfilm af den mexicanske instruktør Guillermo del Toro. Inden Del Toro fik sit internationale gennembrud med den tredobbelte Oscarvinder Pans Labyrint fra 2006 indspillede han i 2001 en film baseret på et manuskript, som han havde arbejdet på i næsten i 10 år!
Vi må ikke nævne filmens titel her, men vi kan løfte sløret for lidt af handlingen. Filmen foregår i Spanien i 1939. Den Spanske borgerkrig lakker mod enden, og isoleret fra omverdenen ligger et børnehjem, der huser børn af faldne socialister. Det fæstningslignende hjem styres med hård, men kærlig hånd af den aldrende forstanderinde Carmen og professor Casares.
Den 12-årige Carlos ankommer til hjemmet, og finder først her ud af, at han er blevet forældreløs. Han får en venlig modtagelse af Carmen og Casares og opnår også hurtigt status blandt de andre børn, men finder sig alligevel ikke rigtigt til rette. Han bliver derfor lidt af en enspænder.
Hans opmærksomhed drages særdeles af en bombe, der er landet midt på gårdspladsen, den ondskabsfulde pedel Jacinto og ikke mindst spøgelset Santi, som er en tidligere beboer, der forsvandt på mystisk vis. Fascinationen af spøgelset er gensidig og jo mere spøgelset anstrenger sig for at komme i kontakt med Carlos, jo mere spreder uhyggen sig. Børnehjemmet gemmer nemlig på en dyster hemmelighed.
Hvis denne lille filmteaser har vækket din interesse, så kom til (u)hyggelig filmaften på biblioteket.