Duftende farver

Det skal du bruge: Blomsterforstøver, vand, æterisk olie f.eks. rose, vanilje, pebermynte, lavendel, små glas med låg, gaze, malertape, fyld til de små glas som f.eks. forkullet træ, karry o.l.

Beskrivelse:
Kan farver have en duft? Måske? Mens I læser en farvebog, kan I snuse til farverne. I kan for eksempel tage en blomsterforstøver og fylde den med vand samt et par dråber æterisk olie, for at ’lugte’ til farverne. Rose kan være rød, hvid lugter måske af vanilje, grøn er muligvis mynte og lavendel er for nogle blå eller lilla. Det kommer helt an på jeres associationer. I kan også lave snuse-glas. I tager et lille glas med låg og lægger noget i det, som for eksempel kaffegrums eller kul fra bål (sort) eller karry og kamille (gul). Så klipper i et stykke gaze til, så det dækker hen over toppen af glasset og sætter det fast med malertape. I kan skrue låget på til sidst, hvis I vil holde lugten ’frisk’.  

Fif:
Når I er udenfor, kan I prøve at finde farver, I kan dufte til som f.eks. blomster, krydderurter, nyplukket græs, mos m.m.

Ekstra materiale:
En appelsin er ofte den duft man forbinder med farven orange. Her kan I se, hvordan I kan lave et lys ud af en appelsin eller en clementin:  https://www.instructables.com/Orange-Candle/