Quiz

Det skal du bruge: Et uigennemsigtigt stykke stof og forskellige farverige genstande – f.eks. en bold, en fjer, et chiffontørklæde, sæbeboblesæt, serpentiner, en ballon, et stykke farvet papir og to forskellige bøger

Beskrivelse:
Dette er en lille huske-quiz! Sæt jer i en rundkreds på gulvet. Læg alle tingene på gulvet foran jer. Snak om, hvad de forskellige ting er, hvad de kan bruges til og hvilke farver de har. Hvis I tæller tingene, kan det også hjælpe jer med at huske dem bedre. Læg nu stoffet henover tingene. Løb tre gange rundt om tingene den ene vej og tre gange rundt om tingene den anden vej. Sæt jer nu ned igen og se om I kan huske, hvilke ting der er under stoffet? Se om I kan huske, hvor mange ting der var og hjælp hinanden med at sætte ord på, hvad I kan huske gemmer sig under stoffet. Løft nu stoffet og se om I har husket rigtigt! Hvis der er ting I har glemt, kan I prøve en gang til. Denne gang kan I f.eks. dække tingene med stoffet, hoppe tre gange på stedet, dreje en gang rundt om jer selv og klappe jer på maven før I igen prøver at huske alle tingene under stoffet. 

Fif:
Lad børnene finde tingene, der skal gemmes under stoffet. I kan f.eks. prøve at finde ting, der kun er røde og gemme dem. 

Ekstra materiale:
”Kan du gætte, hvad det er?” Føleposer er en rigtig sjov quiz for små børn. Læg en genstand i en pose, lad børnene mærke på den gennem posen og prøve at gætte hvad det er. Det er også en idé at prøve at beskrive noget for børnene og bruge lyde og fagter og fortælle hvilken farve det har, og så lade dem prøve at gætte, hvad det er – og eventuelt vise dem svaret på et billede. 

Her er link til en artikel om sprogstimulering i praksis fra DCUM, om hvorfor blandt andet gåder og sproglege er vigtige for børns sprogtilegnelse: 
https://dcum.dk/artikler-og-debat/boerns-sprogstimulering-i-praksis