Rim, remser og sange med kulør
Beskrivelse:
Rim og remser og sanglege er en sjov måde for børn at lære sprogets lyde og rytmer på. Ved at fjolle med sprog bliver børn nysgerrige på hvad ord betyder og hvad vi kan bruge dem til. Desuden giver rytmerne i rim og remser og sange børnene en kropslig fornemmelse for sproget, som gør det lettere for dem at huske ordforråd og blive mere opmærksomme på sprog. Når børnene selv rimer og leger med sproget, gør de sproget til deres eget. De bliver klar over, at sprog er noget, de også er med til at skabe. Rim og remser og sanglege er derfor super vigtige at lege med børn fra så tidlig en alder som muligt. En idé til en sprogleg, kunne være, at I sidder på gulvet i en rundkreds med en bold. Den voksne starter med at tage bolden, trille den til et barn og, med tryk på rimene, sige: ”Hvilken farve har du mon på? Rejs dig og kom op at stå! Vis os en farve du har, så er du rar”. Når barnet har svaret, triller barnet bolden tilbage til den voksne og legen starter på ny. I kan variere legen, så bolden bliver kastet, eller så barnet sender bolden videre til et andet barn, efterhånden som børnene bliver fortrolige med legen.
Fif:
Med rim og remser kan man ofte fange børnenes opmærksomhed. Så hvis du vil have børnenes fokus eller give dem ny energi, kan du f.eks. sige ”1, 2, 3 hvad skal vi ha’?” eller ”A, B, C hvad skal der ske?”.
Ekstra materiale:
På internettet, for eksempel på YouTube, er der mange sange for børn, hvor man kan synge med til musik. Her kan Iblandt andet finde ”Se min kjole”, som jo er en fantastisk sang til farvelære.
Også hos Institut for Musik og Kreativitet (imuk.dk), kan man finde skønne sange til børn. Her er blandt andet en om farver, over ABC-sang melodien: http://imuk.dk/sangblade/tusindbenet/08.pdf
Forfattere som Lotte Salling har også en masse gratis materiale og gode idéer til rim & remser og oplæsningslege med de mindste på sin hjemmeside: https://lottesalling.dk/download/
Og så er vi naturligvis klar til at hjælpe jer med at finde masser af god inspiration på biblioteket!