ÆllebælleMAJFortælle 2023
Som del af årets ÆllebælleMAJFortælle-festival har vi endnu engang fået udgivet en knald-flot bog, som deles ud til alle børn i Slagelse Kommune.
I alt 3100 børn får boggaven Louis Larmer. Bogen er skrevet af Oliver Zahle og illustreret af Signe Gabriel. Den handler om den lille dreng Louis, som ikke kan lade være med at tromme på alt muligt, på gryderne, i supermarkedet eller på cykelhjelmen. Louis’ mor, far og storesøster er ved at blive helt skøre af alt den trommen, men en dag siger Louis at han har et trommende hjerte, og det kan de jo godt høre, hvis de lytter efter.
Udover at alle børn i kommunen får bogen har vi valgt at understøtte dialogisk læsning i daginstitutionerne ved at hver daginstitution og dagplejer får en kasse, hvor bogen ligger i samt ting, der passer til bogen, f.eks. en sød abe vi møder i bogen. I kassen ligger der også et inspirationshæfte, hvor pædagogerne kan få ideer til, hvordan de kan arbejde med bogen.
I hele maj måned vil der være arrangementer henvendt til de 0-3 årige, både for dem på barsel, daginstitutionerne og weekendarrangementer.
Du kan finde de mange skønne arrangementer i folderen herunder.
Vi glæder os til at se jer på biblioteket og håber at I får stor glæde af bogen!
Om ÆllebælleMAJFortælle:
ÆllebælleMAJFortælle er en tilbagevendende del af projekt VestLÆSland, der arbejder med at sætte fokus på litteratur- og læseindsats for alle børn i alderen 0-3 år. Formålet er at introducere børn til litteratur i alle dens former. Det vil for eksempel være fortællinger, rim, remser, musiktekster, illustrationer, teater, lydbøger og traditionelle bøger.
Den tidlige indsats på læseområdet kan have stor betydning for barnets udvikling samt fysiske og psykiske sundhed. Undersøgelser har vist, at en tidlig indsats kan afhjælpe social ulighed, styrke børnenes sprog og dermed også deres evne til at lære at læse og på sigt tage en uddannelse. Dertil giver højtlæsning en række gevinster som ro, koncentration og fællesskab.
Om VestLÆSland:
VestLÆSland består af bibliotekerne i Lejre, Sorø, Slagelse, Ringsted, Kalundborg og Odsherred Kommune, der alle samarbejder om en særlig læseindsats for de mindste i årene 2021 til 2024. Initiativet er finansieret af Kulturregion Midt- og Vestsjælland, som gennem en fireårig periode sikrer, at de mindste børn og deres familier vil få et helt særligt tilbud fra bibliotekerne i kulturregionen. Læs mere om VestLÆSland HER