Læsehunde og læsehjælp

For en del børn kan det være stressende at læse i klassen eller for forældrene, da de ”hakker” lidt i det under oplæsningen. Børnene føler at de skal præstere og hvis det ikke går godt, så bliver de set ned på af de andre børn.

For de børn kan læsehunde være en stor hjælp. Læsehunden er nemlig bare med på sidelinien med et kærligt slik og aldrig kommer der en negativ kommentar, hvis læsningen går langsomt eller stammende. Det er den form for kærlige opmærksomhed som børn kan få gavn af, når de øver læsningens svære kunst.

Et læseforløb varer som oftest seks uger og henvender sig til børn fra 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men har ved svært læsningen – eller som mangler motivation til at læse.

Du kan læse mere om læsehundene tilknyttet Skælskør og Slagelse lige herunder. Begge bibliotekers team står klar til at give børn med læseudfordringer en super rar, afslappende og samtidig motiverende læseoplevelse i bøgernes og bibliotekernes forunderlige verden.

Booking
Her skal du altid kontakte sjaelland@laesehunde.dk og husk der kan være ventetid på læseforløb.

Du kan læse mere om et læseforløb og hvordan det foregår i artiklen fra Sjællandske  eller på læsehunde på foreningens hjemmeside.

Læsehunden Diana

Skælskør: Læsehunden Diana

Her består teamet af den spanske mynde, Diana og hendes læsepartner Anette. De elsker begge at besøge Skælskør Bibliotek og Diana har den fineste næse for en god historie - især hvis den bliver læst op af en barnekammerat i hyggekrogen. 

 

Slagelse: Læsehundene Jytte og Berta

Her består teamet af de to skønne chihuahuaer, Berta og Jytte. Deres læsepartner er Berit. De to små hunde er glade, rigtig dejlige, kærlige og tillidsfulde. De elsker at blive nusset om, mens de sidder på skødet og lytter til historier. De elsker alle børn samt voksne og er meget nysgerrige på livet.