Højtlæsning for små og store

22.11.23
Hvorfor er det nu vi skal læse højt for børn? Højtlæsning understøtter barnets ordforråd, læsefærdigheder, verdenssyn, læseglæde og meget mere. Vi har samlet seks gode grunde til, hvorfor det er vigtigt at læse højt for børn - også de store.

Mange forældre og bedsteforældre elsker at læse højt for de helt små, men titi glemmer man de større børn. Der findes rigtig mange andre gode grunde til at fortsætte højtlæsningen - også efter at barnet er begyndt at læse selv.

Her kommer seks gode grunde til at læse højt for børnene - også de lidt større af slagsen.

  1. Det vigtigste for et barns læselyst er at elske historier. Kniber det med lysten til at komme i gang, kan I høre lydbøger eller selv læse højt – for så oplever barnet ikke frustrationerne ved at læse selv. Alle – især hvis man har svært ved at læse – lærer først og fremmest at elske historier ved at lytte til dem.
  2. Når man læser højt for et barn, lærer man samtidig barnet, hvordan sprog læses. F.eks. når man holder pause ved kommaer og sætninger, eller når man hæver stemmen ved spørgsmål eller udbrud. Du kan også vise, hvad du gør, når man møder et ord, man ikke kender.
  3. Børn er bedre til at forstå med ørerne. Med en udfordrende bog, som barnet ikke kan læse selv, møder det et væld af nye ord. Hvis I af og til stopper op og taler om de svære ord, hjælper du barnet godt på vej.
  4. Højtlæsning kan gøre børn glade for en forfatter eller en serie. Når de først har givet sig hen, vil de måske gerne fortsætte på egen hånd. Man kan evt. nøjes med at læse et par kapitler højt – og så kan det være, at de selv fortsætter.
  5. Bøger er den bedste måde at hjælpe børn med at forstå noget, de ikke kender til eller selv har oplevet. Det kan være alt fra personer, levemåder, verdener, universer – og det er alt sammen med til at opbygge børnenes forståelse af andre mennesker og verden omkring sig.
  6. Barnet får succesoplevelser med at læse. Det er eftehånden ret anerkendt, at noget af det vigtigste for børns læselyst senere i livet er, at de dagligt er blevet læst højt for som små – men det gælder også for de ældre børn. I det lange løb har børn, som er blevet læst højt for, både et bedre ordforråd, de skriver bedre og gør det bedre i skolen. Der er også større sandsynlighed for, at de læser mere på egen hånd.

Der er derfor en masse gode grunde til både at læse hæjt for de helt små og at fortsætte det hyggelige ritual med højtlæsningen, når børnene bliver lidt større. Det giver helt sikkert en masse hyggelige stunder sammen fulde af nærvær og gode historier.

Vi har på Slagelse Bibliotekerne fokus på højtlæsning i januar 2024 og dette markeres blandt andet med en masse arrangementer, som du kan finde under tagget 'Højtlæsning 2024'.

God god læselyst derude!

Artiklen tager udgangspunkt i eReolenGos fine artikel om højtlæsning for de større børn.