Bibliotekskalenderen er på gaden med nyt look
Velkommen til foråret på Slagelse Bibliotekerne. Bibliotekskalenderen har fået ny udseende – og heller ikke i indholdet er alt ved det gamle. Du vil opdage at indholdet i den trykte kalender er sat sammen på en ny måde – og forhåbentlig vil du også lægge mærke til at der er en rød tråd gennem mange af aktiviteterne.
Du kan hente bibliotekskalenderen på alle biblioteker eller du kan se alle arrangementer og IT-introduktioner her. Kan du ikke vente med at se det nye look, så kan du få en forsmag lige her.
Foråret 2014 har fokus på Europa
2014 er et år med mange mærkedage, både historiske og kulturelle. Slagelse Bibliotekerne har valgt at samle disse under temaet ”Europa”, og lade det være det centrum, mange af forårets aktiviteter roterer omkring.
Du vil bl.a. finde krigen i 1864, hundredåret for første verdenskrigs udbrud i 1914 og Norges løsrivelse fra Danmark i 1814 formidlet og fortolket på forskellig vis i kalenderen - alle tre store skæbnebegivenheder der var med til at forme både Danmark og Europa.
Mere nutidigt, er der valg til Europaparlamentet i maj, og i den mere festlige ende af spektret, foregår årets store popfest, Eurovisionens europæiske melodi grandprix, jo i København i år. Disse to begivenheder kan du også blive klogere på, på dit bibliotek dette forår.
Nogle ting er ganske som de plejer – fx kan du stadig se gode film i Biblio Bio. Filmprogrammet har fået en lille krølle, så det giver endnu en vinkel på Europa-temaet - så hele foråret byder Biblio Bio på lutter europæiske superfilm.
IT-introduktioner, IT for nybegyndere og IT-cafeerne er selvfølgelig også stadig på banen. Børneteater, sang og leg, børnefilm, fortællinger og familieaktiviteter optræder også stadig samlet og overskueligt.
Vil du med på udstilling?
Europa-temaet afsluttes med en sommerudstilling, som vi håber du vil bidrage til. Det er nemlig en udstilling af postkort, som vi håber, at alle I, store som små, vil sende til os, når I rejser ud på ferie i Europa mellem i dag og 10. juli - og der skal selvfølgelig stå noget på postkortet! ”Har det godt, send flere penge” er ikke helt spændende nok, derfor foreslår vi en ramme, nemlig: rejs ud i Europa, se jer omkring og lad jer forundre. Send et postkort hjem til os, med en lille historie om noget, der undrer eller forundrer, noget der er karakteristisk for det sted I besøger, eller noget der er meget anderledes end hjemme.
Når sommeren kommer, bliver alle postkortene til en udstilling på bibliotekerne i Korsør, Skælskør og Slagelse, som forhåbentlig giver masser af gode smil, gode rejsetips og filosofiske overvejelser om Europas mangfoldighed!