Mangaen er tilbage!
Tilbage i 2013 stoppede ”Naruto” og det var dermed slut med de traditionelle manga-udgivelser på dansk.
Manga – det betyder egentlig bare ”tegneserie” på japansk. Her i Danmark (og Vesten generelt) associeres det dog udelukkende med den japanske stil, som især er kendt for, at man læser den bagfra. Altså man starter fra det, som i en dansk bog ville være bagsiden. I Japan læser man nemlig fra højre mod venstre – pgså på selve siden, så det kræver lidt til vending at kunne læse manga!
Forlaget Carlsen havde siden 2000 med serien ”Dragon Ball” med stor succes oversat et par håndfulde af de japanske tegneserier, eksempelvis men i løbet af et årti var salgstallet dalet til det urentable og serien ”Naruto” lukkede ballet 2013. Serierne har, på dansk, mest tiltrukket de unge læsere, der har sultet efter mere af samme skuffe.
Nu åbner ballet igen! ”My hero academia”, som er en af verdens bedst sælgende serier kommer på dansk, udgivet i samarbejde mellem forlagene Fahrenheit og Faraos Cigarer.
Serien handler om eleven Izuku Midoriya, der gerne vil være superhelt. Men han har ingen kræfter og kan derfor ikke blive optaget på gymnasiet for heltespirer. Men så møder han All Might, den største helt af alle, og hans liv tager en drejning…
Planen er, at hele serien skal udkomme over de næste par år. Og hvem ved – måske starter det en ny manga-bølge i Danmark!