Sjovt efterår for børn

11.08.22
Sikke et efterår vi går i møde med gang i den for børn!

Allerede den 2. september fyrer vi op for musikken til Den Kulturelle Folkefest i Skælskør, når Sørens Safari Show laver sin forrygende fantasifulde og musikfyldte forestilling med de frække aber Rango og Ludwig. Hvad mon de finder på af sjove narrestreger?

Kæmpesnegle og børneteater

Vi skal også på sneglesafari i det fri og møde de store afrikanske kæmpesnegle Gert og Alex med øjne på stilke og raspende tunger. Det sker på Skælskør Bibliotek den 24. september. Vi skal se teater med Grev Gris og Prins Knud – en gakket, tosset og medrivende forestilling fuld af humor og højt humør på Skælskør Bibliotek den 17. oktober. Vi skal også møde den lille Rødhætte i en teaterforestilling fuld af magi og fantasi. Forestillingen hedder Om at blive ædt og kan opleves på Slagelse Bibliotek den 18. oktober.

Musik og glade toner for børn

Der bliver også fuld knald på med koncerterne Ti små tæer på tur den 1. oktober på Slagelse Bibliotek, I den mørke Bongo-skov den 19. oktober på Korsør Bibliotek og Læsepadden Pede den 2. november i Slagelse Kulturhus. Sikke en fest vi får!

Kalder alle læseorme, bogædere og læseheste!

Børnene skal heller ikke snydes for læseklubber. Som sædvanlig starter Bogæderne op igen for børn mellem 10-13 år, og så kommer der i år en spritny klub for de lidt større fra 13-16- år  - nemlig Verdens Bedste læseklub uden navn. Det glæder vi os til!

Og alt det andet...

Der sker jo en hel masse til efteråret – men vi er slet ikke færdige, for der kommer nemlig også PyjamasBio, Morgengry, koncerten Danmarksbilleder, legestuer, kulturnat om de gamle dage, uhygge med De Dødes Nat og meget, meget mere! Tjek programmet ud – det kan fås på bibliotekerne og her i digital udgave: https://issuu.com/slagelsebibliotekerne/docs/2022_nr2_web

Husk at melde dig til arrangementerne. Der kan være rift om billetterne – og husk også at melde fra, hvis du bliver forhindret i at deltage, så andre kan få glæde af din billet.

Vi glæder os til at se alle børn, forældre og bedsteforældre på bibliotekerne. Vi ses!