Skovlingesagaen i Korsør Lystskov

26.05.23
Tag familien med på skovtur og find Skovlingerne via appen Natureventyr

Dybt inde i de Midt- og Vestsjællandske skove bor Skovlingerne, et lille gnomlignende folk, som lever i tæt forbindelse med naturen. Da de skifter udseende efter årstiderne på samme måde som løvtræerne, kan de være ganske svære at få øje på, selv for det opmærksomme øje...

Det er præmissen for Skovlingesagaerne, skrevet af den kendte børnebogsforfatter Bodil El Jørgensen for Kulturregion Midt- og Vestsjælland i samarbejde med Natureventyr. De deltagende kommuner er Odsherred, Kalundborg, Slagelse, Sorø, Ringsted og Lejre.

Litterær satsning

Skovlingesagaerne er blevet til som led i den litterære satsning i Kulturregionens kulturaftale med Kulturministeriet. De andre aktiviteter i satsningen er Forfatterskolen for unge med forfatterskoler i alle kommuner, talentoverbygning, sommercamp og forfatterværksted i 5. klasser, samt bibliotekernes projekt VestLÆSland – en Ællebælle Maj Fortællefestival for de yngste borgere i kommunerne.

Når Skovlingesagaerne henvender sig til børnefamilier er det også med det ønske, at eventyrerne kan få familierne ud i skoven og ind i litteraturen.

”Det er vigtigt for os i Midt- og Vestsjælland at styrke børnefamiliernes forhold til både litteraturen og naturen,” fortæller formand i Kulturregion Midt- og Vestsjælland, Hans Munk, (Kalundborg). ”At bevæge sig i naturen, mens man hører en god historie, giver både sundhed og fællesskab og forhåbentlig også lyst til at læse mere.”

Natureventyr på App

De seks eventyr kan downloades på appen Natureventyr. Og her kan man ikke snyde, for historien bliver først aktiveret, når du befinder dig ved rutens begyndelse. Eventyrerne er indtalt af forfatteren, Bodil El Jørgensen, men forældrene kan også vælge selv at læse historierne højt.

Skovlingesagaerne kan læses og opleves uafhængigt af hinanden, men det er håbet, at familierne vil tage på ture til andre skove i nabokommunerne for at udforske stederne og opleve nye eventyr om skovlingerne.

Premiere med forfatteren

Skovlingesagaerne får premiere i perioden 22. maj – 1. juni, hvor en 0. eller 1. klasse i hver kommune bliver inviteret til indvielse sammen med både forfatteren, Natureventyr og borgmester eller kulturudvalgsformand i hver kommune.

I Slagelse Kommune er det Korsør Lystskov som er valgt ud, og som bliver indviet den 31. maj kl. 9.45 af forfatteren til Skovlingesagaerne og formand for Kulturudvalget, Troels Brandt.

Forud for premieren besøger Bodil El Jørgensen klasserne til fortælleværksted. Her kommer børnene til selv at lege skovlinger og bagefter at finde på deres egen lille skovlingesaga.

Efter hver indvielse får børnene et diplom og et hæfte med alle seks natureventyr. Hæfterne kan fremover fås i alle seks kommuners biblioteker og turistkontorer.

 

Find Skovlingesagaerne

Download appen Natureventyr.

På ”opdag” finder du et kort over alle aktive eventyr i appen. De grønne prikker er gratis eventyr, de brune prikker koster 25 kr. Skovlingesagaerne er gratis i fire år. Zoom ind på dit lokalområde og find eventyret. Historien bliver først aktiveret, når du står ved eventyrets start.

Lyt eller læs og gå ruten, som vises på kortet i appen. Når du er ved næste kapitel bliver det aktiveret og vist.

 

Rigtig god fornøjelse!