Sommer i BogOrmens tegn!
Husk at læse i sommerferien! Det er der sikkert mange børn, der har fået besked på af deres lærer, inden de løb ud af klasseværelset og nogle af dem glemte alt om skole resten af sommeren. Men efter sommerferien, er der en klasselærer, der kommer til at være meget lykkelig! Lærke på 9 år har nemlig, ifølge hendes forældre, ikke lavet andet end at læse denne sommer. Lærke har læst ikke mindre 150 bøger. Hvis læsning var en sportsgren, ville hun helt sikkert have store gyldne trofæer på sit værelser, og hendes portræt hænger da også, af flere omgange, på Korsør Biblioteks Wall of Fame for vaskeægte bogorme.
Vi bad den fantastiske bogatlet, om hun ville dele sine gyldne læsetips, erfaringer og anbefalinger med andre børn, så de også kan inspireres til at blive BogOrme – og det ville hun heldigvis gerne.
Hvem er vores BogORM?
Lærke, 9 år
Læser i øjeblikket ”Pippi Langstrømpe” af Astrid Lindgren
Elsker gamle bøger, som ”Lange Peter Madsen”, hvor sproget er dejlig gammeldags og illustrationerne er holdt i to eller tre farver.
Anbefaler letlæsningsbøger på dansk og engelsk, hvis man, som hende, gerne vil blive bedre til at læse - også på engelsk.
Men hvorfor i det hele taget læse (så mange) bøger? ”Fordi jeg gerne vil blive lidt hurtigere og bedre til at læse - og også til at læse højt”, forklarer Lærke, og tilføjer: ”Og fordi jeg gerne vil være BogOrm, fordi nøgleringen er så pæn og sej”.
For hende, er alle bøger, uanset størrelse og tykkelse interessante. Det vigtigste er at skriftstørrelsen er tilpas – hverken for stor eller for lille – så bogen ikke tager for lang tid at tyde eller bliver for tung. Desuden er billeder gode, når man gerne vil blive bedre til at læse, da man ofte kan ræsonnere sig frem til betydningen af et ord, ved at læse billedet: ”Hvis man nu ikke kan læse, at der stod skib, så kunne man jo f.eks. sige, når de er på et skib på billedet, så står der nok skib”. Engelske letlæsningsbøger er også en storfavorit hos Lærke, da hun lærer så mange nye engelske ord, af at læse dem. Det hjælper ikke på udtalen, siger hun, men det er virkelig godt at lære at forstå teksten.
Lærkes gode tips til læsere er:
- Husk at holde pauser regelmæssigt, så dine øjne og hjerne ikke bliver helt trætte.
- Det er en god idé, altid at have noget at drikke ved siden af dig, når du læser.
- Hvis du får ondt i hovedet af at læse, så hold en lang pause og spis og drik lidt, inden du læser videre.
- Læs derhjemme – det er hyggeligt.
- Læs på biblioteket! Der er så mange bøger og du kommer til at læse mange flere forskellige bøger, end du ellers ville komme til derhjemme.
Hvis nu, du ikke (endnu) har læst over 100 bøger denne ferie, skal du ikke fortvivle! Men hvis du har lyst til at læse bare tre bøger, så husk du kan være med i vores Sommerbog konkurrence, hvor du anmelder dine tre bøger og får en fin boggave som tak. Desuden er du med i lodtrækningen om at få lov til at tømme en boghandler på fem minutter! Læs mere om Sommerbogen (nyt vindue).
Og hvis du også har lyst til at læse 50 (eller flere) bøger på et år og blive BogOrm ligesom Lærke, så kom op på biblioteket og få dit eget BogOrm hæfte. Nye BogOrme er altid velkomne – og som noget nyt, kommer der BogOrme magneter i stedet for nøgleringe!
OBS! Hvis du er virkelig glad for at læse og lyttelæse, eller er nysgerrig på bøger, så kom op på biblioteket og få mere at vide om vores bogklubber Bogæderne for 3.-6. klasses elever og Verdens bedste læseklub uden navn for udskolingselever. Begge klubber starter op i efteråret 2022.
Bogæderne: https://www.slagelsebib.dk/node/6223
Verdens bedste læseklub uden navn: https://www.slagelsebib.dk/arrangementer/unge/verdens-bedste-laeseklub-uden-navn