Den 5. Bølge af Rick Yancey

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.08.14
Anbefalet af Katrine Jørgensen: "Jeg nød at læse Den 5. Bølge"

Anbefalet af Katrine Jørgensen den 18. august 2014

Den 5. Bølge foregår i en apokalyptisk verden, hvor kaos hersker og menneskeheden er tæt på udryddelse. De invaderende rumvæsner, De Andre, har gennem en brutal udryddelsesplan dræbt det meste af jordens befolkning. I denne kaotiske verden følger vi 16-årige Cassie Sullivan, der med en M-16 som eneste beskyttelse leder efter hendes lillebror, som hun håber stadig er i live. Undervejs møder hun en anden overlevende, den lidt ældre Evan Walker. Cassie, der efter invasionen nærer mistillid til alle, har svært ved at stole på Evan. Dog indser hun, at de sammen står en bedre chance for at redde hendes lillebror. Sideløbende med Cassie følger vi den jævnaldrende Ben, der pludselig befinder sig på en militærbase, hvor han bliver tvangsudskrevet som soldat. Sammen med andre overlevende børn skal han trænes til at bekæmpe De Andre.

Plottet har man naturligvis set før, bl.a. i talrige ’rumvæsner invaderer jorden’-bøger, og den ligger sig også lidt op af bøger som Hunger Games, Vandrende Sjæle og Vejen. Alligevel formår Yancey at give handlingen sin helt egen fascinerende drejning, og skriveteknisk formår han at balancere mellem befriende sort humor og et meget jordnært og usentimentalt sprog. Beskrivelsen af jorden efter De Andres invasion kommer derfor til at virke skræmmende troværdig, og det er let at blive revet med af den mørke og brutale verden som karaktererne befinder sig i.

I det store og hele så er Den 5. Bølge en velskrevet, spændende og tankevækkende historie. Ud over at tiltale inkarnerede science fiction-læsere tvinger den også læseren til at gøre sig nogle dystre tanker undervejs om overlevelse og hvad det vil sige at være menneske. På den måde rammer bogen utrolig bredt. Jeg nød at læse Den 5. Bølge, og glæder mig allerede til at læse mere fra forfatteren. Heldigvis er Den 5. Bølge den første bog i en planlagt trilogi, og vi skal ikke vente længe, for den næste er allerede på trapperne. Den næste bog, The Infinite Sea, udkommer nemlig på engelsk den 16. september. Der er også planer om at filmatisere Den 5. Bølge, der skulle komme som film i 2016.

Lån bogen på Slagelse Bibliotekerne

Anmeldelse af Den 5. Bølge på Litteratursiden.dk: