Det er SÅ nemt!

08.10.13

Mandag d. 7. oktober kom skuespiller og entertainer Lisbet Dahl et smut forbi biblioteket i Slagelse. Lisbet turnerer for tiden rundt i landet for at fortælle, hvordan hun bruger it i hverdagen.

”Internettet er nok den største omvæltning jeg har oplevet, når jeg kigger tilbage på et langt og indholdsrigt liv” – sådan starter Lisbet Dahl sin personlige fortælling. I salen sidder omkring 70 spændte publikummer, der glæder sig til at høre, hvordan Lisbet har grebet alt den nye teknologi an, der vælter ind over os i disse år.

Og hvordan har Lisbet så grebet det an? Jo, med leg og humor: ”Der skal humor til og man skal kunne grine med hinanden over de sjove ting der opstår. Få nogen til at hjælpe til at starte med og insistér på, at det skal være sjovt. Så kommer resten af sig selv.” Lisbet understreger, at det er vigtigt ikke at lære det hele på én gang, men at tage det stille og roligt. ”Jeg startede med 7-kabale for mange år siden, og så lærte jeg stille og roligt mere og mere.”

Selvom Lisbet har haft berøring med computere i mange år, betyder det ikke, at hun har været specielt nysgerrig med det samme. ”På Cirkusrevyen var der altid nogen, der kunne hjælpe med alt det dér computer – og så lod jeg dem bare gøre det”. Men lige så stille lærte Lisbet mere og mere. Efter 7-kabale kom hun i gang med at bruge mail. Som hun selv siger, har hun altid været en rigtig møgunge, når det kom til at få svaret tilbage på almindelige håndskrevne brev – men nu var det pludselig nemt at svare med det samme.

Og så kan Lisbet li’ at handle på nettet. Hun har både prøvet at handle dagligvarer, men også hendes ”hemmelige” passion for sko bliver dyrket på nettet. Facebook bliver også brugt flittigt. Det er sjov og ballade, og man skal ikke være bange. ”Så længe man bare kun skriver ting, som man ikke vil have ud i offentligheden, er der ingen ko på isen” siger hun. 

Lisbet Dahl klarede i fornem stil at få videreformidlet de mange komplicerede spørgsmål og gjort it ufarligt. Og så synes hun at det mindste tilhørernes børn kan gøre, er at give dem en tablet til jul. For med sådan en bliver det hele bare SÅ nemt.