Mørk himmel
Colourbox: Mørk himmel

Barske bøger om alkoholmisbrug

15.06.18
Alkoholmisbrug fylder desværre en del i nogle familier og det kan være meget svært at tale om det. Her får I en liste med bøger, der kan hjælpe med at snakke og sætte ord på problemerne. Bøgerne bør læses børn og voksne sammen, så der kan sættes ord på følelserne i fællesskab og børnene ikke står tilbage med tankerne alene.

Den meget tørstige mor
Af Louis Jensen, 2005
Billedbog om en lille dreng, som hver aften bliver bundet til sin seng, når hans tørstige mor skal på druktur. Det er lige til at tude over, men så er det, at det eventyrlige tager over. Drengen falder ned af trappen med sengen på ryggen, og da det er sådan en flink seng, bærer den ham rundt, så han kan lede efter sin mor. Fra 4 år.

Det usynlige tørklæde
Af Bettina Gôschl, 2006
Billedbog, der sætter ord og billeder på det, at have en forældre, der har et voldsomt alkoholproblem. Den ca. 4-årige dreng fortæller om sin rare, sjove far der bliver ond og voldsom, når han er fuld. Drengen har skyldfølelse. Moren siger, at hverken han eller hun er skyld i det. Først da moren vælger de skal flytte tager faren mod hjælp. Fra 4 år.

Mettes mors monster
Af Marie Boye, 2018
Mette var engang en almindelig, glad pige med en almindelig mor og far. Men en dag flytter et monster ind i Mettes kælder. Mettes søde mor går indimellem ned i kælderen, og når hun kommer op, er hun dum og grim. Hun laver de mærkeligste ting, og Mette bliver hele tiden nødt til at passe på hende. Fra 5 år.

Nu er det min tur: Busters jul
Af Cecilia Hafezan Abel, 2014
Det er den triste historie om Buster og hans lillebror, hvis mor er alkoholiker og ikke kan overskue at holde jul for børnene. De tager i stedet til et julehjælps-arrangement og klassekammeraterne bliver helt misundelige. Fra 5 år.

Når mor og far drikker
Af Anna Rosenbeck, 2004
Bogen beskriver på udmærket vis børnenes utryghed og angst, deres loyalitet og skyldfølelse. Bogen slutter meget brat. Der er ikke angivet nogen løsningsmuligheder. Børnene er ladt totalt alene. Der er ingen støtte. Ingen gode råd. De har kun deres drømme. Det er en barsk fortælling og bogen skal læses med en voksen. Fra 6 år.

Køteren
Af Kim Fupz Aakeson, 2012
Køteren bor under drengens seng. Drengen fodrer den med rullepølse. Køteren kan snart alle mulige tricks. Køteren gør faktisk alt hvad drengen beder den om. Og drengen er faktisk ret træt af sin mor og far. Drengens mor og far drikker og omsorgssvigten er på sit højeste. Fra 5 år.

Kære mor og far
Af Karin Feit Almberg, 2015
Smuk, rørende, barsk og helt unik billedbog om en lille pige, der lever med alkoholiske forældre og søger at finde deres kærlighed. Pigen bærer tomme flasker væk midt om natten. Hun ligger vågen og alene i sengen, krammer dynen og vogter over sine forældre og deres kærlighed, som er symboliseret ved to røde hjerter. Fra 6 år.

Sisse
Af Susanne Ullidtz, 2012
Bogen kommer omkring følelser og emner som glæde, sorg, svigt, pligter, voksne, vrede, afmagt og ensomhed. Man fornemmer, at Sisse bor med sin mor og hendes nye kæreste, og at moren har et alkoholproblem. Mellem linjerne og via tegningerne forstår man, at der er tale om et omsorgssvigtet barn. Fra 5 år.

Det de andre ikke må se
Af Irma Lauridsen, 2013
Maltes far er alkoholiker. Klassekammeraten Jeppe har drillet Malte med den berusede far, så derfor vil han ikke invitere den nye klassekammerat Elias med hjem. En dag ser Malte Jeppe stå udenfor sammen med Elias og det kulminerer i, at Malte slår Jeppe bevidstløs og derefter flygter. Fra 7 år (lix 05).