Barske bøger om vold, seksuelt misbrug og incest
Blæksprutten
Af Gro Dahle, 2017
Guldmaj er en glad lille pige, som leger med sit legetøj og synes alle i hendes familie ligner forskellige dyr. Det ændrer sig den dag, hvor hendes storebror kommer ind på værelset, trækker gardinerne for og låser døren. Han vil lege en leg, som Guldmaj ikke har lyst til at lege. Fra 4 år.
Lille Bjørn og Store Ulv
Af Maria Wabbes, 2002
En sød, lille bamse og en stor, sort ulv er venner, men langsomt trækker Store Ulv legen i en retning som overskrider Lille Bjørns grænser og gør den bange. Uden at det vises direkte, er der ingen tvivl om at overgrebene er af seksuel karakter. Ulven truer bamsen med at æde den hvis den sladrer. Fra 4 år.
Det bedrøvede krammedyr
Af Katrin Meyer, 1997
4-5 årige Camilla, bliver misbrugt af sin mors ven. Hun tør simpelthen ikke fortælle det til nogen - bortset fra sit trofaste krammedyr Ludvig med de lange ører. Til sidst kan hun dog ikke bære hemmeligheden mere og letter sit hjerte hos en voksen, forstående nabo. Fra 5 år.
Hund
Af Tina Sakura Bestle, 2016
Rosa er enebarn i en familie bestående af mor, far og to kongepudler. Faren opfatter Rosa som en hund, og den undertrykte mor syer et hundekostume til hende, som hun tvinges i. Rosa begynder at opføre sig som en hund for at vinde farens opmærksomhed. Fra 7 år.
Akvarium
Af Gro Dahle, 2015
Stærk og foruroligende billedbog om omsorgssvigt. Moa har et akvarium, og i det svømmer hendes mor rundt. Hendes mor er nemlig en fisk. Moa bliver drillet med at hendes mor er en fisk, for sådan en har de andre børn ikke. Moa sørger for rigtig mange ting derhjemme, mens mor svømmer rundt og slet ikke ænser Moa. Fra 5 år.
Nivemaskinen
Af Anita Krumbach, 2017
I bogen optræder tre personer i skikkelse af ulve. Det er lille, store og jeg. Det er ”jeg” som er fortæller i historien. Lille og jeg sidder og afventer Stores vrede. De lytter, holder vejret og krammer indtil vreden rammer. En dag beslutter de sig for at bygge en nivemaskine, der kan svare igen, når Store kommer med sine luner. Fra 4 år.
Vrede mand
Af Gro Dahle, 2011
Mikkels far er en tikkende bombe. Når han er glad, er Mikkel og mor glade, men når han er vred, forsøger de at gøre sig usynlige. Når faderen ikke kan styre sit temperament, tyr han til vold mod familien. Bogen beskriver de følelser og frustrationer, som Mikkel kæmper med - både på egne og moderens vegne. Fra 4 år.
Det gør ondt når far slår mor
Af Sussie Weinold, 2005
Om vold i hjemmet, og om hvordan og med hvem man taler, hvis man har oplevet voldelige situationer mellem far og mor. Fra 6 år.
Den lille, store pige
Af Vibeke Marx, 2000
Dette er beretningen om en pige, der fra helt lille helst skal passe sig selv og snart også varte sine forældre op. Hun konkluderer, at de store er små indeni, og hun, der er lille, må så altså være den store. Så hun glæder sig til at blive voksen og få et barn, så hun endelig selv kan blive passet og få tid til at lege. Fra 5 år.