Alvorlig sygdom
Colurbox: Alvorlig sygdom

Om at være syg - fortalt for børn

15.02.18
Sygdom kan ramme alle, men når det sker kan det være svært at snakke med børn om. Denne liste kan hjælpe til at få hul på samtalen med de yngste børn. Listen kommer med bud på billedbøger, der kan bruges når det er barnet selv, et nært familiemedlem eller bedstevennen, der er syg.

Hvornår kommer du hjem, mor? En bog for mindre børn som har pårørende med kræft
Af Katrine Kirk, 2001
En fortælling om Kasper, 3 år og hans mor der har fået kræft. Bogen hjælper barnet til at få forståelse for sygdommen og konsekvenserne for familien og starte samtalen. Fra 3 år.

Ida og Amirs kamp mod kræftcelleskurkene
Af Aske Panduro, 2013
Ida har kræft. Hun har en knude i benet. Derfor er hun på hospitalet. Hun skal have kemo og opereres. Efter operationen bliver hun genoptrænet. Heldigvis har hun og vennen Amir det også sjovt på hospitalet. Fra 4 år.

Mor er indlagt
Af Mette Egelund Olsen, 2012
Hverdagshistorie om en lille pige, hvis mor igen bliver indlagt med en depression. Vi følger forløbet, fra moren giver besked om, at hun skal indlægges, til hun bliver udskrevet. Med forord samt gode råd til den voksne oplæser. Fra 5 år.

Anna er syg
Af Kathleen Amant, 2016
Anna har små røde pletter på maven, ondt i hovedet og en varm pande. En tur til lægen viser at det er skoldkopper, og at Anna snart bliver rask igen. Vel hjemme leger Anna at bamsen også får skoldkopper. Fra 2 år.

Prop
Af Peter Mouritzen, 2016
Bobs bedstemor er blevet syg. Hun har fået en blodprop i hjernen og er kommet på hospitalet. Bob spekulerer på, hvad det mon er for en prop, bedste har fået, og om han mon selv kan få sådan én? Fra 4 år.

Monsterhæren
Af Ann Mari Urwald, 2008
Billedbog om Frederik på 6 år, der har kræft. Han er gal på alle og tegner en hær af monstre, som skal hjælpe ham med at bekæmpe sygdommen, og snart får han det bedre. Fra 4 år.

Første mor på Mars
Af Gyrid Axe Øvsteng, 2015
Selvom far gør hvad han kan, så er det svært for den lille pige at forstå, at mor er så syg, at hun ikke kan være hjemme. Måske hjælper det at besøge mor på sygehuset? Fra 4 år.

Kræften og kræfterne
Af Lea Léten, 2016
Drengen Eddie og hesten Hest er gode venner. En dag, da Eddie ridder på Hest, bliver han meget forpustet. Hest tror, han er forkølet, men det viser sig, at han har lungekræft. Hest forklarer Eddie, hvad det betyder. Fra 3 år.

Bli’ rask igen-haven
Af Janna Matthies, 2013
Janies mor får konstateret brystkræft. For at komme gennem forløbet beslutter familien sig for at plante en ”bli’ rask igen-have”. Mor går gennem operation, hårtab, alt imens haven vokser og gror. Når græskarrene er store, er mor rask igen. Fra 3 år.