Bæredygtighed på hjemmefronten

21.04.20
Aldrig har vi hørt så meget om bæredygtighed og hvor vigtigt det er for hele jordklodens overlevelse som det sidste år. Det vi hører i medierne handler for det meste om de store linjer; produktion, økonomi, energiforbrug osv. Listen nedenfor er inspiration og viden om hvad du selv kan gøre for at leve mere bæredygtigt, god fornøjelse!

Alle bøgerne kan findes på eReolen. 

Husk du skal være bosat i Slagelse Kommune samt oprettet som låner for at kunne benytte tilbuddet. 

Bæredygtig livsstil.  Zero waste – vegansk minimalisme
Af Calina Leonhardt, 2018

Er du klar til at kigge kritisk på din livsstil og gøre den mere bæredygtig? Forfatteren har samlet idéer til hvad du kan ændre ved din mad, dit hjem, din garderobe, sundheds- og rengøringsprodukter, interiør og energikilder m.m.

 

Det enkle liv – flere skridt på vejen mod selvforsyning
Af Frank Erichsen, 2013

Frank Eriksen har helt siden han var teenager været interesseret i bæredygtighed og selvforsyning.  I bogen videregiver han idéer til at bygge drivhus, lave cider, holde gæs og dyrke køkkenhave samt andre projekter som familien har prøvet på Kastaniegården på Djursland.  Bogen er en forsætttelse af ”Det enkle liv – skridt på vejen mod selvforsyning.
 

Alt om høns - hvordan du får masser af fornøjelse og nytte af et hønsehold

For dig som ikke har haft høns derhjemme er denne bog en guldgrube af informationer om valg af hønseracer, hønsehus, fodring, kort sagt alt man vil få brug for at vide om hønsehold.  Den sidste del er opskrifter hvor æg er hovedingrediensen så man får udnyttet samtlige æg.  God fornøjelse! 

 

Lev for det halve – og få familieliv, forbrug og arbejde i balance
Af Nanna Hyldgaard Hansen, 2019

For at undgå et stresset liv forsøger familien at rydde op og forenkle hjemmet.  Målet er et liv i balance, og et af midlerne er lavere forbrug og færre arbejdstimer.  Bogen følger forfatterens nye liv et år og der er masser af gode tips at hente.

 

Meyers store natur almanak – mad fra naturens eget spisekammer
Af Claus Meyer, 2017

For dig som gerne vil ud og samle ingredienser til et godt måltid er dette en sikker guide til 100 forskellige spiselige planter og andre gode sager.  Forfatteren deler rundhåndet ud af gode tips fra sit køkken og der er 75 gode opskrifter at gå i gang med.  God tur! 

 

Det kærlige køkken – grøn mad til en sårbar planet
Af Kirsten Skaarup, 2015

Kirsten Skaarup har gennem mange år lavet kogebøger med vegetarretter.  Denne har opskrifter til alle måltider og  mange gode råd til hvordan vi øger dyrevelfærd, øger vor sundhed samtidig som vi lever mere bæredygtigt.

Planterbaseret fars.  Kødelskerens veganske kogebog
Af Sofie Bild, 2019

For alle kødelskere som bruger hakket kød i sine hverdagsretter.  Bogen har 36 opskrifter hvor kødfars er byttet ud med plantefars.  En hel del er enkle at gå til, men der præsenteres også lidt mere avancerede opskrifter som f.eks. hjemmelavede plantepølser.
 

Supersund flexitar.  Den optimale balance mellem kød og grønt
Af Sandra Pugliese og Martin Kreutzer, 2016

For dig som savner en introduktion til at leve som flexitar og have en mere bæredygtig livsstil.   Opskrifterne i bogen indeholder mere grønt og små mængder kød, fisk og fjerkræ samt vegetar- og vegan-retter.
 

Naturlig beauty : naturlig og bæredygtig skønhed med hjemmelavede produkter til krop og ansigt
Af Cecilie Blaksted, 2018

Her er historier og opskrifter fra det virkelige liv hvor bloggeren Cecilie Blaksted har gjort noget seriøst for at starte bæredygtig skønhedspleje.  Alle produkterne indeholder naturlige ingredienser og  opskrifterne er lige til at følge hjemme i køkkenet.