Kage med bær

Bøger med kager

04.09.18
Her kan du finde inspiration til den næste lækre kage:)

Kager der smager og andre søde sager
Af: Alette Bertelsen, 2003
Lækre kager, der kan bages med et minimum af indsats og ingredienser. KAGER DER SMAGER til dessert eller itl klassens time til turen eller til teen. Og andre søde sager - solo eller som tilbehør, til kolde og varme dage ideer til pynt og variationer.

Lykken er chokolade
Af: Anne Moltke Hansen og Maja Ambeck Vase, 2014
En gennemgang af chokoladens historie, en guide til forskellige chokolade teknikker, en liste over egnede køkkenredskaber, gode tips til arbejdet med de søde sager og et hav af lækre opskrifter hvor chokolade indgår.

Majas desserter
Af: Maja Ambeck Vase, 2016
"Majas desserter" er en fantasifuld og legende opskriftsbog, der byder på en masse fantastiske oplevelser i det søde køkken. I bogen tager Maja læseren i hånden og viser, hvordan man med få og enkle elementer - og lidt hindbærstøv - kan skabe de skønneste desserter.

Mickis kager
Af: Micki Cheng, 2017
Børn og voksne i alle aldre kan være med til at bage ud fra Mickis opskrifter. Her er opskrifter på både velkendte godter som brownies, cupcakes, lagkager og doughnuts, men også tærter med Snickers og citron, pærekage og meget, meget mere. Alle sammen kager, der er hurtige og nemme at lave, og som kan sikre hyggen i et hvert hjem.

Klassisk Tobias
Af: Tobias Hamann, 2015
I "Klassisk Tobias" fortolker Tobias 72 klassiske kager på sin helt egen måde og giver dem nyt liv. Nogle opskrifter vil tage dig tid at mestre, andre kan du spise efter en time. Fælles for de 72 opskrifter er dog, at de alle kan noget særligt. Når du sætter tænderne i kagerne, vil du ikke være i tvivl - opskrifterne er klassisk Tobias.

Helt i kage
Af: Camilla Plum, 2012
Camilla Plum har lavet en opskriftsbog, der fokuserer på smag, frem for kager der ser "perfekte" ud. Der er kager passende til de forskellige årstider med sæsonernes bær og frugter og desuden kan du også give dig i kast med kager helt uden mel og endda et par opskrifter uden smør. Kort sagt er der altså noget for enhver kageglad person i denne bog!

170 af Mettes bedste opskrifter samlet i én bog - Blomsterbergs bedste
Af: Mette Blomsterberg, 2016
Mette Blomsterberg har i årevis lært os at lave smukt, fantasifuldt og lækkert bagværk. Her er 170 af hendes bedste opskrifter på alt fra knækbrød til flødekager, lagkager, muffins og konfekt. Alt hvad kage-hjertet begærer! 

Kagemagi
Af: Annemette Voss og Ditte Julie Jensen, 2016
Med "Kagemagi" lærer du at skabe smukke, imponerende og velsmagende kager, der med sikkerhed vil bringe glæde og begejstring til bordet. Bogen indeholder opskrifter på 40 kager, der er lette at lave og lækre at smage, hvis blot du har ingredienser og udstyr klar - og en god portion bagelyst. Indeholder trin for trin-anvisninger og detaljerede vejledninger.

Lagkagebogen
Af: Annemette Voss, 2018
Bogen er inspireret af dansk, klassisk bagekunst og holder traditionelle dyder i hævd, samtidig med at bogen søger inspiration på moderne medier og pepper de traditionelle udtryk og smagsnoter op med vor tids nyklassiskere.