House of the Dragon - og det der ligner

06.09.22
Har du også savnet universet fra Game of Thrones?

Vi er nok mange som har set frem til endnu engang at vende tilbage til Westeros, når tv-serien House of the Dragon rammer streamingtjenesterne. Forlægget bag serien er George R. R. Martins bog Ild og blod, som dykker ned i historien om den magtfulde Targaryen-slægt - og deres drager.

Bogen (og tv-serien) er en slags 'prequel' til Game of Thrones og foregår derfor århundreder inden kampen om tronen fandt sted. Hvordan var Westeros egentlig inden Ned Stark, Jon Snow og Cersei Lanister? Dengang dragerne var mange, kongen hed Targaryen til efternavn og før vinteren kom?

Selvom vi er tilbage i tiden før kampen om tronen, så er det bestemt ikke kedeligt! Med House of the Dragon er man garanteret mindst lige så mange intriger, blodige familiefejder og voldelige magtkampe, som vi er vant til med George R. R. Martin. 

Hvis du ikke kan få nok af episke fantasyfortællinger sat i et middelalderligt univers, så har vi samlet lidt inspiration til dig herunder.

Rigtig god læselyst!