Led Zeppelin genudgivelser
Anbefalet af Preben Erck
I 1979 var jeg og min kone inde i Falkoner Teatret for at høre Led Zeppelin.
Det var 10 år efter deres debutplade og jeg havde været ”på” Zeppelin lige siden 1969.
Og jeg må blankt indrømme, at efter de mange år er erindringen om den kolossale lydstyrke det meste der er tilbage.
Efter forskellige genudgivelser og lydforbedringer igennem alle de sidste mange år, på cd, er tiden nu kommet til at genudgive og remastre hele produktionen, både på vinyl og cd.
Indtil videre er de 3 første plader kommet, og vi har købt både vinylen og cd’erne, og de er alle med ekstramateriale.
Den første plade som bare hedder Led Zeppelin kommer med ekstraindhold i form af en koncert fra Paris 1969.
Lån vinylen, skru op for anlægget og dine nostalgiske drømme kommer til dig.
PS: I et år hvor både Rolling Stones og især Neil Young, leverede varen rent koncertmæssigt, kunne det være spændende, at høre om Led Zeppelin kunne leve op til fordums storhed live.
Men de skal lige gendannes først, og forsangeren Robert Plant er ikke med på ideen.
Pladerne holder stadig. Den energi og det samspil de lagde for dagen er der ikke mange af dagens grupper der kan matche.