HistorieCaféer

14.08.23
Vi byder endnu gang velkommen til de populære HistorieCaféer. Hør om det danske Ford-eventyr, dansk forsorgshistorie og navneforskning – som altid serveret over en varm kop kaffe.

I samarbejde med Slagelse Arkiverne og Slagelse Museum er vi nu klar med en ny sæson af HistorieCaféer, som gør os klogere på alskens historiske emner - ofte med rødder i lokalhistorien. Du kan blandt andet komme med tilbage til Nordens Detroit i 1920'erne, kvindehjemmet på Sprogø og vores navnes rejse fra jernalderen og frem til idag. Så vidt rækker emnerne, når en ny sæson af HistorieCaféerne løber af stablen den 5. september - og vi glæder os!

HistorieCafé: Det danske Ford-eventyr

Historien begynder i 1919 på Ydre Nørrebro med et par lejede lokaler til at samle Ford T-modeller i, men det danske Ford-eventyr tager for alvor fart, da den amerikanske bilgigant i 1924 åbnede sin egen spritnye samlefabrik i Sydhavnen.

Historiker og forfatter Lars K. Christensen vil denne aften dykke ned i Henry Fords planer for bilproduktion i Danmark. Ford ville have sine fabrikker placeret få hundrede meter fra havnen, så skibe nemt kunne fragte bildele direkte til fabrikken, og inden for et år rullede der taktfast 25.000 Ford T-modeller ud af samlebåndet, hvilket fik General Motors, Mercedes og Citroën til også at starte en produktion i København og gøre byen til Nordens Detroit.

Lars K. Christensen er museumsinspektør og seniorforsker, dr. phil, ved Roskilde Museum. Han er forfatter til flere bøger og artikler om dansk industri- og arbejderhistorie. Som ekspert i disse emner har han også medvirket i flere tv-programmer, herunder DR’s Historien om Danmark.

Foredraget holdes den 5. september kl. 19 på Slagelse Bibliotek. Bestil din billet HER

HistorieCafé: Hvad siger dit navn om dig?

Goddag mit navn er …… Vi har alle sammen startet en samtale på den måde utallige gange men sjældent tænker vi over, hvorfor vi hedder som vi gør, eller hvilken historie der følger med vores navn. For vores navn er selvfølgelig personligt, men også en del af en større kulturhistorisk fortælling.

Lektor Birgit Eggert fra Københavns Universitet, er en af Danmarks kun fire tilbageværende navneforskere og når medierne vil vide noget om udviklingen indenfor navne, så er det hende vi ser tone frem på tv-skærmen. 

På denne aften vil Birgit tage os med på en navnets rejse fra de først kendte fra dansk område – jernalderen og helt frem til moderne tid – hvor der virkelig sker en udvikling. Påvirkningen fra romantikken og nutidens navnelovning vil også blive taget op til debat.

Foredraget holdes den 5. oktober på Slagelse Bibliotek kl. 19. Bestil din billet HER

HistorieCafé: Kvindehjemmet på Sprogø og forsorgshistorien lokalt

I 2023 er det 100 år siden de første anbragte flyttede ind på Kvindehjemmet på Sprogø. Anstalten var del af De Kellerske Anstalter og en behandlingsform til de ’unormale’ i samtidens fremvoksende socialreformer og velfærdssamfundet.

Henning Jahn fra Dansk Forsorgshistorisk Museum ved Slagelse vil bringe os nærmere fortidens anstalter, ’pigerne på Sprogø’ og lidt af fremtiden for dette kapitel i vores fælles historie.

Foredraget holdes den 14. november på Korsør Bibliotek kl. 19. Bestil din billet HER

Alle HistorieCaféerne kræver billet. Billetter koster 40 kroner og 20 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben.

Vi glæder os til at se jer til en aften i historiens tegn.