Korsør bibliotek fylder 100 år

18.09.23
Kom til fest på Korsør Bibliotek når vi fejrer 100 års fødselsdag mandag d. 2. oktober. Der vil være kaffebord, kage til de første 100, taler, quizzer, højtlæsning og musik.

Mandag d. 2 oktober fra kl. 10-17 inviterer Korsør Bibliotek alle til 100 års fødselsdagsfest. Det bliver en hyggelig dag med kaffe, kage, anekdoter, højtlæsning for store og små, quizzer med gode præmier og smuk musik.

Vi har lavet en mageløs udstilling, hvor man kan opleve bibliotekets historie folde sig ud, bibliotekarerne læser højt, og tidligere biblioteksledere og ansatte fortæller anekdoter og sjove historier.

Den musiske underholdning bliver leveret af violinist Arne Balk-Møller der er en af Danmarks mest fremtrædende violinister og pianist Troels Roland der blandt andet er tilknyttet Operaakademiet. 

Program:
Kl. 10.30: Officiel fødselsdagsfest åbning med velkomsttale, kaffe og kage

Kl. 11.00: Tidligere biblioteksledere Poul Erik Nielsen (1970-2000) og Marianne Løje (2000-2012) fortæller anekdoter og historier fra deres tid på Korsør bibliotek. Konstitueret leder af Slagelse Bibliotekerne, Susanne Kjerstein Madsen, og leder af Kulturhus og Arkiv Kirsten Slot Larsen fortæller om biblioteket som vi kender det i dag.

Imens er der krea-værksted og fødselsdagsskattejagt i børnebiblioteket

Kl. 13.30: Klassisk koncert i udlånet ved Arne Balk-Møller og Troels Roland

Kl. 14.00: Højtlæsning for både voksne og børn og Litteraturbingo

Kl. 16.00: Musikquiz

Kl.16.45: Tak for i dag

Det er helt gratis at få en på oplevelsen og tilmelding er ikke nødvendig - god fornøjelse.  

Som det kan ses herunder har biblioteket udviklet sig en hel del siden den første spæde start på Halsskov Skole i 1923.

Korsør Kommunale Folkebibliotek, på Halskovskolen - 1923