Cæcilie Frøkjær

Jeg stiger på toget på Københavns hovedbanegård. Jeg skal til Fyn. Toget sætter i gang ud af ét af de mange spor, der snor sig væk fra hovedstaden. Det er efterår. Jeg bor i byen og opdager først, at årstiden er skiftet, når jeg kører i tog og kommer ud på landet. Derud, hvor der er træer nok ved siden af hinanden, til at man kan se, at de har skiftet farve siden sidst.

Jeg voksede op i Slagelse, i det sidste hus i byen, inden markerne tog over. Dengang var der også have og høj himmel og røde bær og ny, sort asfalt på villavejen foran huset. Og vi unger fra kvarteret byggede halm-huler af ballerne på marken. Støv i solskin og frihed i en afgrænset verden, hvor årstiderne definerede vores lege.
 
København er bag os, vi passerer Roskilde. Husene bliver lavere, og der er mange vinduer med hvide rammer og gult lys over køkkenborde. Man lagde mærke til lyset, når man kan kom med nogen hjem første gang. Boede de lyst eller mørkt? Måtte vi børn være i stuen eller ej? Hvilke regler var der for, hvad man måtte tage i køleskabet? Man gik altid ind med radaren forrest.

Perronen i Ringsted glider forbi. Slagelse føltes trygt. Vi spillede håndbold på kryds og tværs af skoledistrikter, og vi kendte nogen, der gik til spejder med vores sidekammerat. Byen var overskuelig, og folk bevægede sig i forventelige baner. Og oppe i Obs! i centret var man heldig at kende hende i kiosken.

Sorø er mere land end by, og efter et blink med øjet er vi forbi. I begyndelsen af 80´erne, midt i den spæde teenagetid, var Slagelse ikke større, end at der var fælles enighed om, hvem de smukkeste piger var. Dem, alle i byen vidste, hvem var. Dem, der måtte få højhælede gummisko og glimmerbælter og som havde hår ligesom hende i æbleshampoo-reklamerne. Vi vidste, hvilke skoler de gik på og omtalte dem ved både for-og efternavn, mens vi betragtede dem fra kredsens yderkant.

Slagelse. Hjem - engang. Men stadig hjemme. Jeg kigger ud på nybyggeri, som jeg forestiller mig huser pendlere, der har købt lige op af banelegemet af den grund. På denne her perron hentede jeg kærester og efterskolevenner og vinkede farvel igen efter alt for korte weekender. Her stod jeg selv på tog i alle retninger.

Vi forlader perronen og krydser broen over vejen, der gik mellem min folkeskole og mit hjem. Engang skrev en veninde og jeg navne med kridt på muren lige under skinnerne. Hver gang jeg er i byen og kører under broen, tænker jeg på, om det stadig står skrevet. Og at jeg skal huske at tjekke ved lejlighed. Sådan tænker jeg på 33. år. Det er godt at have steder, man har lyst til at vende tilbage til.

Vi når Korsør, Nyborg, Odense. Vi er forbi Slagelse, men Slagelse er altid på vejen.  Den var på vejen videre ud i verden. Den var på vejen gennem årtierne. Den station er altid med på rejsen. Alting går gennem Slagelse. For mig. Fordi det var der, jeg var dengang, jeg blev mig.

23. januar 2017
Cæcilie Frøkjær
 

Om Cecilie Frøkjær:
 

Cecilie Frøkjær er uddannet journalist og især kendt som studievært fra en lang række tv-programmer, deriblandt TV 2s morgenprogram Go' Morgen Danmark. Hun har ligeledes skrevet bøger sammen med bl.a. Jane Aamund og Lise Nørgaard, og så er hun opvokset i Slagelse.