Jens Jørgensen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
09.02.17
I et brev til B. S. Ingemann omtaler vores store eventyrforfatter H. C. Andersen Slagelse. Han skriver: ".... Slagelse som jeg ikke blot for Rimets Skyld har kaldt Plagelse..."

26. oktober 1822 kom han til vores by efter tre år i København.
Mødet med skolen, hvor han i fire år gik i klasse med elever, der var langt yngre end ham selv, og ganske særlig oplevelsen af en rektor, der brugte ydmygelse - og ikke ros, støtte, hjælp - pædagogisk virkemiddel, fik ham til at sukke ordet "Plagelse".

For det var skolen med dens terperi, der plagede ham. Ikke vores by. For han blev faktisk modtaget med åbne arme i flere hjem.

Jeg er blevet spurgt om min egen oplevelse, da jeg kom til byen.

Som øbo (Bornholm) kom jeg i den grad fra provinsen. Bevares: nogle studieår i hovedstaden. Ellers har jeg levet hele mit liv i provinsen.

Da jeg kom til byen, oplevede jeg en kvalitet, som jeg sætter pris på: man vil se folk an, før man løfter hatten. Man vil have godt, solidt arbejde frem for store ord og håndbevægelser.

Når man så er "godkendt", bliver man en del af byen. Man bliver stoppet på gaden.  Stoppet, når man er på indkøb eller ude for at holde foredrag: der er lige en ting, man vil drøfte, fortælle, rose, kritisere.

Nærhed. Nærvær. 
Helt nede på jorden. 
Her og nu.

Eller sagt med andre ord: man er aldrig alene, aldrig anonym her i "provinsen". 

Faktisk ganske meget i modsætning til, når man lever og bor i millionbyen.

Af Jens Jørgensen

 

Om Jens Jørgensen:

Jens Jørgensen har tidligere være rektor ved Slagelse Gymnasium og HF-kursus, borgmester i Slagelse Kommune samt medlem af Folketinget. Han er nu medlem af Slagelse Byråd og forfatter til en biografi om H. C. Andersen med titlen H.C. Andersen – En Sand Myte fra 1987.

 

Tags