Christian Nissen
Jeg er født i byen i midten af forrige århundrede og forlod den først, da jeg blev student. Men den gang lå Slagelse overhovedet ikke i ”provinsen”.
Og dog, bortset fra de første par år i Sankt Jørgensgade nr. 7, lå Slagelse faktisk i min perifere horisont. For jeg boede i Sankt Peders Landsogn ude ved enden af Slotsalleen. Lige ved siden af Liselund, hvor Antvorskov Højskole den gang lå. Slagelse var en fremmed verden. Den lå der inde bag de to stensøjler (lige ved Brænderigården), som markerede resterne af den gamle byport.
Min første erindring om den fremmede bys dragende kraft var, da jeg som treårig stak af hjemmefra og med min trækvogn gik på en opdagelsesrejse nedad Slotsalleen. Jeg havde taget en vandflaske og nogle æbler med som fouragering og nåede faktisk ret tæt på grænsen til det ukendte, før jeg blev lokket i baghold. Forpagter Christensen lugede ukrudt på sit fortov uden for nr. 30 og spurgte mig, om jeg ikke ville have en madpakke med på min rejse. Jeg lod mig friste. Og mens hans kone serverede saftevand og småkager i køkkenet, ringede han forræderisk til mine forældre, som lidt efter kom og hentede mig.
Min egen, kendte verden lå i landsognet, der strakte sig i en bue vest om byen ud til Landskrav, hvor jeg gik i friskolen sammen med 23 andre elever. Kun fire af dem boede i Slagelse. Dem havde vi lidt ondt af, fordi de sådan måtte søge tilflugt i ”befriet territorium” uden for storbyens farer. Særligt slænget i Fruegade skulle man tage sig i agt for. De havde udvidet deres operationsfelt helt ud til Lergraven, der hvor Teglparken ligger i dag. Det var en farlig eventyrs jungle med dybe vandhuller omgivet af stejle ler skrænter, tætte buskadser og spredt træbevoksning. Et eldorado af en legeplads, hvor vi frie folk fra Landsognet bevæbnede med sværd og skjolde kæmpede mod røverne fra byen.
Selvfølgelig kom vi også derind, når det var nødvendigt. Sognekirken, Sankt Peders Kirke, lå jo derinde. Og der havde vi fra Landsognet vores faste pladser i sideskibet. Trygt at sidde blandt frænder. Jeg var også med mine forældre hos købmand Aage Erslev i Slotsgade, når de skulle betale købmandsregningerne. Og en sjælden gang i Casino på Schweirzerpladsen til udstillinger og koncerter. Ellers var byen en hvid plet på landkortet. Nærmest et lukket land, en fremmed provins.
Det ændrede sig først rigtigt, da jeg kom i mellemskolen på gymnasiet i Herrestræde. En brat overgang for mig, der nu skulle sige ”De” til lærerne, være på efternavn med dem og tillægge mig andre storbyvaner. Gradvist forvandlede mit perspektiv sig. Slagelse blev nu metropolen, hvor vi, der kom fra oplandet, blev mødt af klassekammeraterne med en vis overbærenhed. Det var omtrent på det tidspunkt, hvor Slagelse fik sit første trafiklys i et af krydsene på Bredgade / Gammel Torv. Her gik Hovedvej 1 mellem Korsør og København den gang midt igennem byen. Færgetrækkene fra Storebælt færgerne kunne mærkes helt ind i disse smalle gaders trafikknudepunkt og stod som et symbol for forbindelsen til den store omverden.
Oplevelsen af Slagelse som et centrum blev forstærket nogle år senere, da vi i gymnasieklasserne fik kammerater fra hele Vestsjælland, Skælskør, Korsør og op mod Kalundborg. De kom med tog og bus og vandrede i flokke ad Absalonsgade fra og til stationen. Nu var det dem, der skulle finde sig til rette i storbyen. For mig åbnede der sig nye vinduer til byens kulturliv. Først og fremmest biblioteket i Løvegade. Jeg avancerede oven i købet fra låner til mit første lønnede job som bogopsætter. Det var i de år, hvor ældre herrer rødmende lagde en lille papirlap på udlånsskranken med en diskret tilkendegivelse af, at de ønskede at låne Annar Mykles ’Sangen om den røde rubin’. En roman, der førte sædelighedsdebatten til nye højder og for os bogopsættere havde det særkende, at den stillet på ryggen åbnede af sig selv på alle de ”gode steder”. I Slagelse var man(d) med på det nyeste og havde fingeren på kulturpulsen.
Slagelse Jazzklub åbnede endnu en ny verden for mig. Den havde sine arrangementer i Anlægget og Casino. Klubben var vist i disse år en af landets større og mere stabile jazzklubber. Vi havde et (noget mindre stabilt) husorkester, ”The Revellers”, men også gæstende orkestre udefra. Nogle af tidens New Orleans bands helt ude fra København. Ja – sågar fra det rigtige udland, ”Jail House Jazzmen” fra Hamborg ved et julearrangement i 1962. At vi så måtte til København for at høre Dizzy Gillespie og John Coltrane ved en koncert i Falkonercentret i november 1961, stillede bestemt ikke Slagelse i skyggen. Vi blev oven i købet involverede i et rigtigt gadeslagsmål. Ved et arrangement i Casino i oktober 1962 var det så uheldigt, at den lokale popklub, ”Hot Circle” havde lagt deres arrangement samme sted. Det endte med et sammenstød mellem ”jazz-fiduser” og ”pop-vrag”, hvor der blev stukket med springkniv og brugt knuste ølflasker som våben. Kampen blev ført helt ud på gaden og blev over tre spalter omtalt både i den lokale ’Sorø Amtstidende’ og i Politiken. Ja – Ekstrabladets feltberetning blev med sædvanlig overdrivelse bragt under overskriften ”400 mennesker indviklet i gadeslagsmål i Slagelse”. Om end noget beklemte over begivenheden følte vi os i jazzklubbens bestyrelse nærmest løftet op på verdensplan som en europæisk pendant til ’West Side Story’.
Efter studentereksamen flyttede mange af os til København. Ved ferier og mere tilfældige gennemrejser var der tid til at gense Slagelse. Men der blev længere og længere mellem besøgene. Jeg kan huske, at jeg engang i 1990’erne i forbindelse med et møde havde nogle timer til overs, hvor jeg gik rundt i byen. Nogle steder kunne jeg slet ikke genkende bybilledet. Casino var brændt ned i 1976 og var blevet erstattet af et nyt indkøbscenter. Store, markante forretninger som f.eks. Grønholt og Kontantforretningen var enten helt væk eller føltes nu som små lokalbutikker. De lokale forretninger med ejeren bag disken var blevet gjort til dele af identitetsløse butikskæder, som man finder dem overalt i landet. Den pragtfulde biblioteksbygning i Løvegade var nedrevet for at give plads til en parkeringsplads. Hvor småt kan det blive! I de frie, åbne arealer uden om den gamle bykerne, f.eks. ved Frederikshøj, havde parcelhuskvarterer bredt sig. Ja, det var som om hele gadebilledet var skrumpet ind. Selv Chr. IX’s rytterstatue på Schweirzerpladsen og ’Sankt Georg og dragen’ på Nytorv så mindre ud end jeg huskede dem. Byen havde mistet noget af sin karakter og sit særpræg. Den var som alle de andre gamle købstæder blevet en blandt mange mindre provinsbyer. Ja, ’provins’. Først her dukkede begrebet op og blev for mig forbundet med min egen fødeby, Slagelse.
Men det er jo kun noget, der sker inde i ens eget hoved, når man har revet sine rødder op og plantet dem et andet sted, hvorfra ens nye verden går. Men det gør ikke Slagelse til provins for de mange, der stadig har deres fødder plantet i de jorde, Hellig Anders på det ni dage gamle føl runderede og dermed fik tillagt byen, mens Valdemar Sejr var i bad.
5. januar 2017
Christian S. Nissen